Anholt er et paradis ude midt i Kattegat.

Det er naturøen, du aldrig glemmer, midtvejs mellem Sverige og Danmark, og landets mest isolerede øsamfund. Den enestående natur er umådelig alsidig;  den rummer både det flade landskab og klitter, tæt skov og åben hede. Øens mest bemærkelsesværdige natur er Ørkenen, der består af klitter og hedeområder og er Nordeuropas største lav hede. Der er offentlig adgang til Ørkenen, der i dag er underlagt nænsom naturpleje. Et særkende for øen er den store bestand af spættede sæler. De yngler på den yderste spids af øen, på et fredet sælreservat ved Totten. Der er lavet en udsigtsplatform ved reservatets nordvestlige grænse, hvor man kan iagttage sælerne på kikkertafstand.
På Anholt er der masser af plads til ugenert at nyde solen og en dukkert ved den omkring 25 kilometer lange kyststrækning. Fiskerlejet bliver også flittigt besøgt af lystsejlere, fiskerbåde og joller. Der er meget at udforske på de godt 22 kvadratkilometer, til bens vel at mærke, for der er et befriende kørselsforbud på størstedelen af øen.
Areal: 22 km2
Fastboende ca 160
Færgeforbindelse: Fra Grenaa (2 t. 45 min.) Afgang en gang i døgnet, så nødvendigt med overnatning.
Ejerforhold: 18 km2 (fortrinsvis de fredede områder) tilhører en privat lodsejer. Resten af øen ejes af stat, kommune eller private.
Vejene: 2 asfalterede fra havn til by, resten er grusbelagte. Alle veje er smalle og det anbefales ikke at tage bil med til Anholt.
Færdsel: Gode vandresko og cykel er de bedste transportmidler på Anholt. På den vestlige del af øen, fra havnen til byen og Sønderbjerg, kan man cykle eller gå. Øvrig færdsel langs strande og i ørkenen foregår til fods. Der er ingen mulighed for kørsel til fyret eller i ørkenen.

 

Sommerhuse: ca. 350 som ligger godt gemt rundt omkring i naturen.
Højeste punkter: Sønderbjerg 48 m, Nordbjerg 39 m.
Position: 110 34’E – 560 42’N

Gå tur på havnen, samle hulsten på stranden, gå tur til Anholt byen og nyd hvad øjet ser, mærk følelsen af at være et helt specielt sted. Gå på shopping hos ”Mor Henny” en oplevelse man ikke må snyde sig selv for. Man kan også nyde en specialøl eller kølig drink på en beværtninger, eller drikke kaffe og spise hjemmebagt kage på cafe, nyde god mad på Restaurant Algot fra havet eller ta’ til fodboldkamp med Anholt United. Anholt har også et spændende lille lokalmuseum, som er et besøg værd. Ta’ også et kik ind i Anholts hyggelige kirke. Gå op på øens to høje bakker, Nordbjerg og Sønderbjerg og nyd den fantastiske udsigt over øen og havet. Gå tur på kærlighedsstien. Man kan også vælge at gå øen rundt, eller gå en tur ud til Anholt Fyr som er et af landets første fyr beliggende i ørkenen ved den nordøstlige ende af øen Anholt i Kattegat. Det nuværende fyr blev opført i 1785, dengang som et åbent kulfyr. Under englandskrigene fra 1807 til 1814 var Anholt besat, og fyret blev udvidet med et forsvarsanlæg, som i dag fremstår som en rund kasemat omkring fyrets fod. I 1842 blev det ombygget med roterende spejle og forsynet med otte argandiske lamper, I 1904 blev de udskiftet med en glødenetsbrænder til petroleum, og i 1963 blev fyret fuldautomatiseret og forsynet med en gasbrænder. I 1996 blev der opsat solceller og en glødelampe.
Umiddelbart syd for fyret ligger den bygningsfredede, rombeformede fyrgård fra 1826, som er privatejet.

Det er en god ide at medbringe kontanter. Der er ingen bank eller hæve automater på Anholt.

Ønsker du at holde ferie på Anholt kan du nemt booke din overnatning lige her hos Tanternes B&B